| lyric | Og det var Olav Trygvason
Staevned over Nordsjö fram
Op mod sit unge Kongerige,
Som ikke vented ham.
Fik han så förste Synet:
„Hvad er dette for Mur y Havbrynet?“
Og det var Olav Traygvason,
Landet syntes gaanske staengt,
Alle hans unge Kongelaengsler
Föltes mod Klippen spraengt,
Indtil on Skald opdaged
Hvide Kupler og Spir i Skylaget.
Og det var Olav Trygvason,
Syntes, han med engang så
Gråspraengte gamle Tempelmure,
Snehvide Hvaelv derpä.
Laengtes han de så såre
Med sin unge Tro ståindenfore.
Landet sig åbned, Vår dervar,
Durende af Fossebrus,
Stormveir og Havdön rundt omkring
Dem saelsom var Skogens Sus.
Orgler og Klokker hörtes,
Kongen så sig om, Kongen henförtes:
„Her er Grunden funden,
Tempelhvaelvet todser Helved!
Ånden baever, Hjertet fyldes,
Her den Störste kun kan hyldes!
Gid min Tro stå staerk som Grunden,
Stige ren som Jökelrunden,
Ånden nå Naturens Höjde,
Fyldt af Ham, som sammenföjde.“
Olavs Bön vi Alle tage,
Nu som da og alle Dage:
Ånden baever, Hjertet fyldes,
Her den Störste kun kan hyldes!
Gid min Tro stå staerk som Grunden,
Stige ren som Jökelrunden,
Ånden nå Naturens Höjde,
Fyldt af Ham, som sammenföjde.“
Gyldt al Ham! |