| lyric | 1. Nu vokser aftenskyggen med lempe fjed for fjed,
og vind i vilde havre har ringet aftenfred.
Der gror fra jord til himmel
et skaer af natviol.
Kun højt på bakkens tinde
står drøm om sunken sol.
2. Der hvisker gren nod grene om to,
som følges ad, mens duggen finder leje på
aeblerosens blad.
Der bøjes kvist mod kviste om to,
som går forbi og nynner
med hinanden en skumringsmelodi.
3. Meg engens grønne Eden, hvor natten falder på,
er skønnere end noget,
som ord og sang kan nå.
De to, som går på stein,
hvor duften driver ind,
er standset hos hinanden
at tie kind mod kind. |